Landbrugets Gældsudfordring, CO2-afgifter og Samarbejde om Fremtidens Fødevareproduktion

En leder af Henrik Sass Larsen og Peter Christensen

I Thorning-regeringens tid begyndte erhvervsministeren at bekymre sig, da han blev informeret om den betydelige gæld, som landbruget havde i realkreditsektoren. Det skete under usikre økonomiske tider efter finanskrisen, hvor økonomisk vækst støttedes af nye typer af realkreditprodukter. Der var også frygt for potentiel ustabilitet ved store auktioner af F1-lån, som var planlagt over få dage. Landbruget stod med næsten 400 milliarder kroner i realkreditgæld, og indtjeningen var svag.

Det var klart, at en realkreditobligationsserie aldrig før var misligholdt og faldet. Hvis det skulle ske, kunne det føre til sammenbrud på hele realkreditmarkedet og forårsage store tab for boligejere, lejere (herunder almene sektor og andelsboliger, der også bruger realkredit), og den finansielle sektor. Dette ville udløse alvorlige økonomiske tab og en langvarig krise. En mulighed var at lade staten træde til og redde situationen, men det ville resultere i enorme tab for staten og skabe en dyb økonomisk krise, som ville påvirke hele nationaløkonomien. Vi kunne satse på at det hele holdt og markedet ville vende, men uanset ens private forhold til Vor Herre så forekom det alligevel som en noget usikker veksel.

Derfor begyndte den daværende regering at arbejde på landbrugspolitikken i samarbejde med oppositionens ledende parti, Venstre. De etablerede en gensidig forpligtelse: at reducere landbrugets realkreditgæld for at undgå risikoen for sammenbrud, samtidig med at de sikrede realistiske og ordentlige arbejdsbetingelser for erhvervet. Sådan blev det. Landbruget oplevede flot vækst, og realkreditgælden blev markant reduceret.

Det er vist ikke helt samme model som Regeringen har fat i for tiden. En CO2 afgift er og bliver en svækkelse af erhvervets konkurrencevilkår. Det er svært at undgå, at lægge mærke til den umiddelbare begejstring hos dem som i højeste grad deklarerer sig grønne. Med det hidtidige vidensgrundlag for himmelrummets indretning, så tilkommer det hverken de jura eller de facto Danmark, at disponere over en afmålt og globalt afstemt del af atmosfæren og det er vores umiddelbare vurdering at det har lange udsigter til at den spilleregel ændres. Så hvis vi nedlægger dele af landbruget eller for den sags skyld hele erhvervet så er det umuligt at regne sig frem til at det vil påvirke det globale klima. Sorry, vi er et lille land.

Eller rettere, det vil formentlig være muligt at regne sig frem til at hver gang vi nedlægger noget landbrug, så belaster vi verdens klima negativt. Og den antagelse bunder i, at vi forudsætter at vi stadig skal have noget at spise selvom vi selv producerer noget spiseligt.

Danmarks landbrugsproduktivitet er usammenlignelig, og selv med færre hoveder og hænder produceres der imponerende mængder. Hvis mindre produktive enheder overtager og vi skal importere mere, vil det føre til øget CO2-udledning og dyrere varer for danskerne, hvilket synes i modstrid med grøn politisk entusiasme.

De erhvervsfolk som har dyb og opdateret faglig viden om fremtidens fødevareprodukter (og de er selvfølgelig organiseret i Aktive Ejere) fortæller om en nær fremtid, hvor teknologiske landvindinger vil ændre afgrøder og animalsk produktion til ukendelighed, og de er ikke i tvivl om at det bliver en realitet. Men de er også lige så sikre på, at kunsten i at få den omstilling succesrigt stablet på benene kræver at der er nogen som kan mestre det håndværk at storskalere produktionen af den nye biologi og teknologi.

Og så var det, at det slog os her i refugiet, om erhvervet kunne spille en nøglerolle i denne omstilling, mens de stadig har en førende position inden for storskala produktion? Det kan ses som en mulighed for at hjælpe Danmark med at navigere gennem de udfordringer, der kommer med de nye teknologier og biologier, samtidig med at der opretholdes en stærk økonomi.

Med venlig hilsen
Henrik Sass Larsen og Peter Christensen