Hvad er business angels?

En business angel er en risikovillig privatinvestor, der investerer i unoterede virksomheder i de tidlige stadier. Det vil typisk være startups og vækstvirksomheder.

En business angel har optjent midler ved at udvikle, lede eller sælge en eller flere virksomheder og er nu klar til at geninvestere i nye opstartsvirksomheder.

En business angel er en aktiv ejer. Det vil sige, at en business angel udover at tilføre en virksomhed kapital også deltager aktivt i at udvikle virksomheder. Det kan for eksempel være gennem bestyrelsesarbejde, den daglige ledelse eller ved på anden måde at stille sit netværk eller sin forretningsviden til rådighed for virksomheden.

En business angel investerer ofte sin formue i et syndikat. Altså hvor flere business angels går sammen og investerer i en virksomhed. Det betyder både, at de deltagende business angels deler risikoen imellem sig, og at de hver især kan bidrage med forskellige kompetencer til virksomheden.

Business angels kan derfor hjælpe virksomheder – ikke bare med kapital – men også med netværk og forretningsforståelse. Det kan for eksempel være en fordel for en virksomhedsejer, der har stor teknisk viden inden for sit felt, men ikke har så meget viden om, hvordan man driver og udvikler en virksomhed. Derfor er det vigtigt, at iværksættere ikke kun vælger at tage business angels med ombord for pengenes skyld. Iværksætteren skal også kunne se, at en business angel har kompetencer, som ejeren kan bruge til at skabe værdi og fremskridt i virksomheden.

Investeringens størrelse

En undersøgelse foretaget af Økonomi- og Erhvervsministeriet i 2009 viste, at business angels i Danmark i gennemsnit har 11 mio. kr. investeret i flere virksomheder. Det relativt lille beløb sammenlignet med eksempelvis kapitalfonde gør, at business angels ofte investerer i små iværksættervirksomheder. Ofte er det også her, der vil være størst behov for den erfaring og forretningsforståelse, en business angel kan bringe ind i en virksomhed.