Straksfradraget er tilbage sammen med forbedring af medarbejderaktieordningen
På anbefaling fra blandt andre Aktive Ejere, bød regeringens finanslovsforslag for 2026 på comeback til straksfradrag for softwareudvikling i startups.
Samtidig har der været et lovforslag i høring, som fra 2026 forbedrer den mest anvendte §7P ordning for medarbejderaktier. Det foreslås at afskaffe grænsen for, hvor stor en andel af lønnen, virksomheder kan tilbyde som indkomstskattefri medarbejderaktier, hvis medarbejderen får en vis grundløn. Så langt så godt.
I vores høringssvar har Aktive Ejere dog bl.a. påpeget
1) at forbedringen i medarbejderaktieordningen også skal udstrækkes til bestyrelsesmedlemmer, der bruger Ligningslovens §28 og
2) at udfordringen med beskatning af milepælsbetalinger, som man endnu ikke har modtaget likvidt provenu fra, skal løses tilfredsstillende. Det er især et alvorligt problem i biotek-branchen, hvor exit ofte sker via store, men udskudte betalinger. Her hersker fortsat den sidste rest af fantomskatten, som Aktive Ejere opfordrer til, at forligskredsen omkring L28 får afskaffet.