I tredje fase afhænder venturefonden sine investeringer. Det vil sige at venturefonden sælger deres del af virksomheden videre til nye ejere. Det kan eksempelvis være en større virksomhed, en kapitalfond eller gennem en børsnotering.
Venturefonde investerer i små og nyopstartede virksomheder, der endnu ikke har bevist, at de kan tjene penge. Venturefonde investerer i virksomheder, hvor fonden tror på virksomhedens idé og på teamet bag virksomheden. For at sprede risikoen har en venturefond derfor som regel mange virksomheder i porteføljen. På den måde er venturefonden ikke afhængig af én eller få investeringer.
Venturefonde findes i mange forskellige størrelser og med forskellige kompetencer og investeringsfokus. Nogle venturefonde investerer kun i virksomheder, der udvikler lægemidler, mens andre kun investerer i virksomheder, der udvikler IT-systemer. Nogle venturefonde investerer i helt små nyopstartede virksomheder, hvor det kun er ejeren selv, der mangler kapital til at udvikle på en idé. Andre investerer, når den nyopstartede virksomhed er grundigt etableret og har brug for kapital til at udvide og etablere virksomheden på nye eksportmarkeder.