
Aktive Ejere opruster med ny medlemschef
Maria Rask Hetoft Larsen er ansat som ny medlemschef i Aktive Ejere.
Med sin dybdegående erfaring indenfor medlemsrelationer og fokus på professionalisering af organisationer forventes Maria at komme til at spille en central rolle i Aktive Ejeres arbejde med at være en moderne forening, der er tæt på medlemmernes hverdag og udfordringer.
Maria kommer senest fra en stilling som underdirektør i brancheorganisationen EjendomDanmark, og er professionelt opvokset i medlemsorganisationer.
– I Aktive Ejere vil vi gerne endnu tættere på eksisterende medlemmer og byde velkommen til flere nye. Jeg er derfor meget glad for, at Maria har valgt at sige ja til den nyoprettede stilling som medlemschef. Maria ved, hvad der er vigtigt i relationen mellem en moderne brancheorganisation og dets medlemmer, og skal være med til at synliggøre og udbrede foreningens værditilbud, siger direktør Peter Christensen, Aktive Ejere.
– Jeg glæder mig helt enormt til at lære alle medlemmerne rigtig godt at kende. Aktive Ejeres medlemmer bidrager så åbenlyst til en positiv og afgørende udvikling i samfundet, og det er derfor et stort privilegium at få mulighed for at arbejde tæt sammen med medlemsvirksomhederne og være med at spille dem gode gennem Aktive Ejere, fortæller Maria Rask Hetoft Larsen.
Maria tiltræder stillingen den 1. april 2024.
Om Maria Rask Hetoft Larsen
- Maria er 31 år og bor til daglig på Grønttorvet i Valby med sin mand og to piger på to og fire år
- Hun er uddannet cand. soc i Politisk Kommunikation og Ledelse fra Copenhagen Business School
- Hun kommer fra en stilling som underdirektør i EjendomDanmark, der er en brancheorganisation for ejendomsbranchen, og har tidligere erfaring fra lignende organisationer.