Skip to main content

European Growth Pension Summit sætter fokus på pensionskapital til innovation og iværksætteri

21. august 2025

Den 26. august samles nogle af Europas største pensionskasser, investorer og beslutningstagere i København til det første European Growth Pension Summit – et nyt initiativ, der skal bane vejen for flere investeringer i fremtidens virksomheder.

I forbindelse med TechBBQ, Skandinaviens største tech- og startup-event, bliver det nye summit en platform for dialog og konkrete løsninger, der kan bringe pensionskapital tættere på innovation, iværksætteri og vækstvirksomheder.

Ifølge Draghi-rapporten er der et markant behov for mere institutionel kapital i Europa. Mens danske pensionskasser er begyndt at finde løsninger, er det nødvendigt, at resten af Europa følger trop, hvis vi skal sikre både den grønne og digitale omstilling.

– Hvis vi vil styrke Europas teknologiske uafhængighed og skabe vækst, skal vi mobilisere mere langsigtet kapital. Derfor er det afgørende, at pensionskasserne bliver en aktiv medspiller i finansieringen af innovation og iværksætteri, siger Søren Pind, adm. direktør i Aktive Ejere.

Europas pensionskapital er stort set fraværende i venture

Selvom europæiske pensionsfonde forvalter over 3.400 mia. dollars, blev blot 0,024 % af disse midler i 2022 investeret i europæisk venturekapital. Et tal, der har stået stille i fem år – midt i et voksende innovationsgab.

– Europa sakker bagud i forhold til USA og Asien, når det gælder investering i fremtidens virksomheder. En af de store uudnyttede kilder er pensionskapital. Med dette summit vil vi finde konkrete løsninger på, hvordan vi kan frigøre den, udtaler Avnit Singh, adm. direktør for TechBBQ.

Lancering af ny rapport

Summit’et finder sted den 26. august 2025 på Hotel D’Angleterre i København og samler nøgleaktører fra hele Europa. Blandt deltagerne er pensionskasser, brancheorganisationer, politikere og eksperter.

Som en del af arrangementet lanceres rapporten “State of European Pension and Growth”, udarbejdet i samarbejde med Dealroom. Rapporten kortlægger udviklingen og potentialet for pensionskapital i relation til innovation og iværksætteri – og peger på nødvendige politiske og regulatoriske reformer.

Et fælles europæisk initiativ

European Growth Pension Summit er skabt af TechBBQ i samarbejde med Aktive Ejere, Forsikring & Pension, European Investment Fund (EIF), European Innovation Council (EISMEA) og Industriens Fond.

Klik her for at se programmet

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


© Created and hosted by Group Online.