Skip to main content

Nyhed: Positiv retning i finansloven for 2026

23. oktober 2025

Regeringen og Det Konservative Folkeparti har præsenteret finansloven for 2026, og Brancheforeningen for Aktive Ejere ser aftalen som et positivt signal om politisk stabilitet og økonomisk ansvarlighed.

– Det er positivt, at regeringen og Det Konservative Folkeparti har indgået en aftale om finansloven. Det sender et vigtigt signal om politisk stabilitet og økonomisk ansvarlighed – to faktorer, der betyder meget for investorer og virksomheder, siger Thomas Gyldal Petersen, politisk direktør i Aktive Ejere.

Aktive Ejere fremhæver især de skattepolitiske initiativer, der skal udvide arbejdsstyrken og skabe bedre forudsætninger for vækst. Lempelser af afgifter, herunder på el, forbrugsvarer og elbiler, vurderes at kunne styrke erhvervslivets konkurrenceevne og samtidig øge husholdningernes købekraft. Derudover skaber regeringens fokus på at reducere unødvendige krav og tilsynsregler samt erhvervsvenlig implementering af EU-direktiver håb om forbedrede rammevilkår for danske virksomheder.

Fortsat behov for stærkere rammevilkår for kapital og investering

Trods sidste års Iværksætterpakke, som styrkede fundamentet for dansk vækstkapital, mener Aktive Ejere, at der stadig er behov for at forbedre rammerne for investering og kapitalforvaltning i Danmark.

– Vi havde gerne set konkrete skattepolitiske initiativer, der gør det mere attraktivt at investere i danske virksomheder. Danmark har en solid økonomi, og det er nu, vi bør bruge den styrke til at investere i fremtidens vækst og arbejdspladser, siger Thomas Gyldal Petersen.

Han understreger, at finanslovsaftalen er et godt udgangspunkt, men advarer mod at lade den solide økonomi blive en “sovepude”:

– Danmark skal være stedet, hvor kapitalen søger hen – ikke væk fra. Vi skal turde investere i fremtiden, mens vi har styrken til det, afslutter Thomas Gyldal Petersen.

Klik her for at læse selve aftalen.

Klik her for at læse pressemeddelelsen fra Aktive Ejere.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


© Created and hosted by Group Online.