Kapitalens Scene på Folkemødet 2027 – vil I være med til at sætte dagsordenen?
Aktive Ejere inviterer flere medlemmer til at forme Kapitalens Scene – branchens fælles scene på Folkemødet. Efter debuten i 2026 med 16 partnere og syv velbesøgte debatter er ambitionen at favne bredere og styrke dialogen om kapitalens betydning for Danmark.
Hvordan får flere danske vækstvirksomheder kapital til at vokse? Hvad skal der til for at få flere investeringer i den grønne omstilling? Og hvordan styrkes tilliden mellem kapitalbranchen og det omgivende samfund?
Det er nogle af de spørgsmål, der kan komme på dagsordenen, når Kapitalens Scene vender tilbage til Folkemødet i 2027. Aktive Ejere åbner nu for dialogen med medlemmer, der ønsker at blive partnere og være med til at forme næste års scene.
Ved premieren i 2026 gik 16 partnere sammen om en hel dag med syv debatter, fælles morgensang og netværk på Allinge Havn. Her mødtes politikere, investorer, iværksættere og erhvervsledere til samtaler om kapitalens rolle i samfundet. Dialogen fortsatte ved den åbne bar, efter at dagens sidste debat var afsluttet.
I 2027 er ambitionen at bygge videre på erfaringerne og bringe flere af branchens perspektiver ind i samtalen. Kapitalens Scene skal give omverdenen et bedre indblik i, hvordan aktivt ejerskab og risikovillig kapital bidrager til virksomheder, arbejdspladser og innovation – og skabe plads til debat om de udfordringer og dilemmaer, der følger med.
Scenen vender tilbage til Allinge Havn, hvor den hele torsdagen bliver samlingspunkt for branchens fælles indsats.
Som partner får medlemmer mulighed for at indgå i planlægningen og bidrage med temaer, forslag til debattører og netværk. Aktive Ejere står for projektledelsen og den endelige sammensætning af programmet.
Interesserede medlemmer kan kontakte underdirektør Maria Rask Hetoft Larsen på ml@aktiveejere.dk for at høre mere om partnerskab og arbejdet frem mod Folkemødet 2027.
Klik her for at se mere fra Kapitalens Scene 2026

