‘Inkvisitionens tid – ansvarets flugt’ i nyhedsbrevet oktober 2021

‘Inkvisitionens tid – ansvarets flugt’ i nyhedsbrevet oktober 2021

Hele Aktive Ejeres nyhedsbrev oktober 2021 kan læses her: Nyhedsbrev oktober 2021

En leder af Henrik Sass Larsen, administrerende direktør i Aktive Ejere

I disse dage kan mange af landets små iværksættere alene folde hænderne og bede til deres foretrukne, om at deres virksomhed ikke bliver ramt af SKATs nye katekeser. I al sin enkelthed går det ud på, at SKAT nu anlægger en ny og strammere fortolkning om fradrag for IT-udviklingsudgifter og selvfølgelig med tilbagevirkende kraft. Er man udenfor den ramme som iværksætter, så skal der afregnes fluks ved kasse 1, og det knækker nakken på de fleste, da netop nystartede virksomheder typisk ikke har meget kapital at stå imod med.

Og er det fordi virksomhederne har gjort noget forkert? Nope. De har fulgt i bedste tro og ordentlighed de råd og den praksis, som myndigheder revisor udstak. Ingen aggressiv skatteplanlægning eller kreative fortolkninger fra virksomheder er anledning til ændringen hos SKAT – praksisændring skyldes frygt for den inkvisition som de potentielt kan blive udsat for – af pressen.

Efter at en regering engang i 00’erne bevidst ødelagde skatteforvaltningen er der fremkommet en række sager, hvor ejendomsvurderinger, inddrivelser og udbyttebeskatning har været lidet pyntelige for at sige det mildt. Efterfølgende har det ikke været muligt at finde en ansvarlig politiker eller ex-minister, som har påtaget sig ansvaret og indrømmet at: ja, det var imod bedre vidende at vi ødelagde SKATs administration, ja det var os der afskaffede vurderingsmænd, men undlod at teste ny ejendomsvurdering, og ja det var mig som minister, der lækkede private skattepapirer om oppositionens leders mand (Stephen Kinnock). Intet af dette skete – i stedet blev der sparket til embedsmænd og nedad.

Og når der så skulle granskes, så blev embedsmænd slæbt gennem sølet, og pressens mandagstrænere kunne flokkes foran skærmen med bedrevidende råd og vejledning, og straffen, med navns nævnelse og udbasuneret i al offentlighed, blev så tildelt diverse embedsmænd et sted nede i rækkerne.

Så når regeringen nu vil udvide fradrag for FoU, mon så der ikke har været en i direktionen, som har spurgt til hidtil administration, og så er sveden begyndt at brede sig, og derfor igangsættes en praksisændring, så man kan slippe for at tage ansvar centralt, men om fornødent ofre det nødvendige længere nede i rækkerne. For hvis en leder er idealistisk nok (dvs. dum nok) til at påtage sig ansvar, så er det højst sandsynligt ensbetydende med en afskedigelse. For pressens logik er bibelsk: øje for øje, tand for tand – der skal blod på bordet, for ellers har “magten” igen unddraget sig ansvar.

De eneste der kan forhindre, at der slagtes løs af embedsmænd, er politikerne. Men deres valg lader til at være begrænset til at påtage sig ansvar og afsked, da pressens politiske håndlangere i alle ikke-regeringsbærende partiet, nok skal istemme inkvisitionens pibe og forlange politiske hoveder, hvis nogen er så uforsigtige at påtage sig et ansvar. Og disciplinen ansvarsfrihed lader til generelt at være tidens løsen, hvis man vil vælges til Folketinget.

Tidens tand står på nul fejl og nul ansvar. For skarpt skåret? Så kom lige med på følgende ekskursion: Lad os antage, at der rapporteres om, at der er en virus på vej, som kan udvikle sig til en pandemi. Og lad os antage, at de ansvarlige myndigheder indenfor sundhed lader meddele, at vi bare skal lade os smitte, og så vil flokimmuniteten klare resten.

Og lad os så endelig antage, at der sidder en lidt nørdet øverste embedsmand, som bruger sin fritid til at læse op på virologi, og som ikke føler sig helt overbevist om, at myndighedernes anbefaling er den bedste strategi og indvier sin minister i disse betænkeligheder, og at de begge efterfølgende erhverver sig et solidt indblik i den lægefaglige verden. Og forestil dig nu, at de er så tossede, at de påtager sig det ansvar at stå fast på deres nyerhvervede faglige indsigt og tilsidesætte sundhedsmyndighedernes anbefaling.

I første omgang så skrev og meddelte hele ravelinen af ledende eksperter, at det var forkert, og selvfølgelig bistået af frådende pressefolk som hånede og svinede løs på statsministeren. Og selvfølgelig bistået af deres lakajer i de ikke-regeringsbærende partier.

Og så…var det vist en ret så god håndtering som departementschef og statsminister påtog sig. Det er faktisk muligt at tælle forskellen i antal døde hhv. sundhedsmyndighederne/pressens anbefalinger og så den faktiske. Og det er i antal mange tusinder danskere. Det er så dem, departementschefen og statsministeren, som nu kræves fyret.

For nu er jagten gået ind. Nu skal der findes fejl og udskammes. Nu skal “magten” afdækkes. Og heldigvis har man fundet ud af, at der ikke var hjemmel til at aflive mink, og så er forargelsen hysterisk og brovtende fra inkvisitionens ledere, pressen. Altså, de som påtog sig et ansvar og en risiko og dermed reddede tusinder af danskeres liv – det er dem man har sat på anklagebænken. Og mon det giver appetit til fremover at tage ansvar? Gæt selv.

For her er kardemommen: det er umuligt at regere, forandre, reformere og disponere uden at begå fejl. Men der forskel på fejl: der er de villede, og så er der de ubevidste. Hvis man “planlægger” at begå en fejl, så tager man selvfølgelig det ansvar, men hvis man ubevidst glemmer, ikke har været opmærksom på eller lignende, så må sanktionen blive en anden. Men det sker ikke. I pressen optik findes kun fordømmelsens råderum.

Det er aldrig synd for politikere, har jeg lært. Godt så. Men det er faktisk synd for de mange nystartede virksomheder, at de lukkes. Det er synd for de involverede og deres familier og det for synd for Danmark, fordi vi mister deres bidrag.

Hvis et flertal af regeringsbærende partier ikke snart får ændret kultur og praksis, så skader vi ikke alene vores små virksomheder, men også vores demokrati. Og det er både trist og farligt.