Samfundsansvar og afkast skal gå hånd i hånd
Nyt bestyrelsesmedlem Peter Tind Larsen fra PFA ser Aktive Ejere som en vigtig platform for at styrke dansk og europæisk venture.
PFA er blandt flere nye medlemmer i Aktive Ejere, og på organisationens generalforsamling den 19. februar blev 46-årige Peter Tind Larsen valgt til bestyrelsen på vegne af pensionsselskabet.
Peter Tind Larsen har været i PFA i mere end ti år og har i dag ansvaret for selskabets unoterede investeringer. I dette tiltrædelsesinterview fortæller han om PFA’s ambitioner med medlemskabet og behovet for stærkere europæiske kapitalmarkeder.
I forbindelse med indtrædelsen i bestyrelsen fortæller Peter Tind Larsen her om, hvorfor PFA har valgt at blive medlem af Aktive Ejere, og hvilke ambitioner pensionsselskabet har for samarbejdet med organisationen og det danske investeringsøkosystem.
Velkommen til Aktive Ejere og til bestyrelsen, Peter. Hvorfor er Aktive Ejere relevant for PFA?
– Aktive Ejere er relevant for os, fordi PFA gerne vil bidrage til et stærkere dansk og europæisk kapitalmarked. Vi skal sikre tilstrækkelig risikovillig kapital til næste generation af vækstvirksomheder. Det er et fokus for os, samtidig med, at vi som pensionsselskab naturligvis ikke kan gå på kompromis med et konkurrencedygtig afkast til pensionskunderne. Vi skal have gjort det til en endnu bedre forretning at investere i Europa.
Men hvis afkastet er det primære fokus, hvorfor så overhovedet give opmærksomhed til fonde med fokus på vækstvirksomheder?
– Vi vedkender os vores samfundsansvar, og vi ønsker også at danske og europæiske virksomheder står stærkt i fremtiden. Derfor er vi interesseret i dialog med sektoren om, hvordan vi sammen med nationale lovgivere og EU kan styrke dansk og europæisk Private Equity og Venture ved at gøre rammevilkår og afkast mere attraktive.
PFA er som Danmarks største pensionsselskab en central stemme i mange diskussioner om vækst og beskæftigelse i Danmark. Hvorfor har PFA valgt at melde sig ind i Aktive Ejere?
– Aktive Ejere er interessant for PFA, fordi organisationen samler hele økosystemet for den private risikovillige kapital i Danmark. Det er der ingen andre, der gør. Vi anser derfor Aktive Ejere som en vigtig medspiller om centrale udfordringer.
Du har ret i, at PFA deltager i den offentlige samtale, også om investeringer, i mange sammenhænge, men vi opfatter Aktive Ejere som en specialiseret arena, der giver os nye muligheder for dialog og samarbejde.
Hvordan kom I på ideen at melde jer ind i Aktive Ejere?
– Vi har gennem et stykke tid haft en god dialog med Aktive Ejere, og PFA har løbende stillet op og deltaget i en række arrangementer hos Aktive Ejere. Den samarbejdsrelation førte til mere dialog og vi fik i dialogen afdækket gensidige interesser og dagsordener.
Vi fik i fællesskab kredset os ind om centrale dagsordener, som både eksisterende medlemmer af Aktive Ejere og PFA gerne vil have løst. Derfor endte dialog og samarbejde i medlemskab. For PFA vil gerne være tæt på parterne i økosystemet.
Vi deler Aktive Ejeres ambition om at mobilisere kapital i større skala. Og vi vil gerne bidrage. Det passer ind i vores investeringsstrategi, naturligvis med det fokus at afkastprofilen er rigtig.
Hvad ønsker PFA at opnå med sit medlemskab?
– Vi vil for det første gerne sammen med andre aktører i økosystemet finde konkrete løsninger på, hvordan vi får mere kapital i vækstlaget. Vi har fokus på opskalering, og vi anerkender, at pensionskapital er vigtig, hvis vi skal lykkes bedre end i dag.
For det andet skal vi have styrket rammevilkårene rundt om dansk og europæisk venture. Det har været svært for europæisk venture at få tilstrækkelig flyvehøjde, og venture har fx ikke kunne følge med aktiemarkedet. Det er et problem. Vi skal sammen finde en vej til at gøre dansk og europæisk venture mere attraktivt. Det ser vi frem til at bidrage til sammen med gode kolleger fra hele økosystemet.

Peter Tind Larsen, Managing Director, Head of Private Markets hos PFA (Foto: PFA)
