Skip to main content

Aktive Ejeres kommentar til Finanslovsforslag 2025

30. august 2024

Regeringen har i dag præsenteret deres forslag til en finanslov for 2025.

Det vigtigste for Aktive Ejere i den politiske efterårssæson er, at iværksætterpakken og erhvervsaftalen fra før sommerferien bliver vedtaget og implementeret på en måde, så lovens bogstav kommer til at svare til lovens ånd, og med ikrafttrædelse som planlagt 1. januar 2025, udtaler Bo Sandberg, cheføkonom i Aktive Ejere.

Bo Sandberg understreger også nødvendigheden af en fortsat indsats for at forenkle regler og skabe større forudsigelighed for erhvervslivet:

– En anden vigtig prioritet for kapital- og venturefondene er et fortsat og forøget fokus på simplificering, regelforenkling og forudsigelighed, siger Bo Sandberg.

I forbindelse med prioriteringen af det frie økonomiske råderum i efteråret, håber Aktive Ejere også på forbedrede vilkår for risikovillige investeringer, eksempelvis gennem en sænkning af den øverste sats i aktieindkomstskatten.

På trods af de positive aspekter ved finanslovsforslaget peger Bo Sandberg også på en potentiel udfordring:
– Hvis man med økonombriller skal pege på et enkelt negativt nedslagspunkt, er det, at finanslovsforslaget 2025 er udtryk for en ekspansiv økonomisk politik med en såkaldt etårig finanseffekt på +0,5% af BNP i en tid, hvor stimulansen til økonomien snarere i bedste fald burde være neutral.

Debatten om genindførelsen af håndværkerfradraget har også været i fokus, og her påpeger Bo Sandberg, at fradraget primært er en skattelettelse til forbrugerne frem for en erhvervsstøtte. Han udtrykker bekymring over den ustabile politiske kurs omkring ordningen, men understreger samtidig, at proportionerne skal holdes for øje i diskussionen.

– I en tid, hvor øget arbejdsudbud – måske – stadig er en vigtig valuta i dansk politik, er det også vigtigt at holde fast i, at det løfter arbejdsudbuddet, når familierne i højere grad får mulighed til at købe sig til fx rengøring, vinduespudsning, havearbejde og den slags, afslutter Bo Sandberg.

Klik her for at læse finanslovsforslaget 2025

Foto: Finansministeriet

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


© Created and hosted by Group Online.