Skip to main content

Danske investorer skaber vækst og står bag 100.000 arbejdspladser

24. september 2019

DVCA – brancheforeningen for virksomhedsinvestorer i Danmark – har netop offentliggjort sit årsskrift for 2018/19. DVCA’s medlemmer har investeret i mange nye virksomheder, og antallet af beskæftigede er øget.

DVCA er brancheforening for venture- og kapitalfonde og business angels – dvs. investorer, som arbejder med at udvikle private danske virksomheder.

Investorerne yder et stort bidrag til samfundsøkonomien og var i 2018 medejere i virksomheder med 100.000 ansatte. Det viser DVCA’s årsskrift 2018/19, som netop er offentliggjort.

Interesserede kan få et indblik i højdepunkterne nedenfor, og desuden læse meget mere i årsskriftet som kan downloades i bunden af pressemeddelelsen.

Business angels skaber arbejdspladser
Business angels er private investorer, som investerer i virksomheder i de helt tidlige stadier af virksomhedernes liv. De tager danske startups under vingerne og gør det muligt at skabe højere vækst, ansætte flere medarbejdere og skalere forretningen globalt.

Der kom flere nye business angels til i 2018, og det smittede positivt af på den samlede beskæftigelse. Således var 65.000 danskere i 2018 ansat i en business-angel-virksomhed, hvilket var en fremgang på 8% sammenlignet med året før.

Når business angels er blevet mere aktive skyldes det bl.a., at der er kommet flere iværksætter-talenter i Danmark, samtidig med, at lave renter gør det attraktivt at investere.

Ventureinvesteringerne fordoblet
Venturefonde investerer midler fra f.eks. pensionskasser i unge virksomheder, som er nået til det punkt, hvor de har potentiale for at skabe meget høj vækst og udvide internationalt.

DVCA’s årsskrift viser, at de venturefinansierede virksomheder har 11.900 ansatte, hvilket dækker over en gennemsnitlig årlig fremgang i beskæftigelsen på 1,3% over fire år.

2018 blev et stærkt år for danske vækstvirksomheder, som modtog et rekordhøjt antal investeringer fra venturefonde. Der blev registreret 55 investeringsrunder i danske virksomheder for et samlet beløb på 2,8 mia. kr., hvilket er en fordobling ift. 2017.

Fortsat høj aktivitet på kapitalfondsmarkedet
Kapitalfonde investerer i mellemstore og større virksomheder. De skaber produktivitet og vækst i virksomhederne – og sikrer samtidig et overskud til almindelige danskeres pensionsopsparinger.

Pensionskasserne er nemlig den største investorgruppe i kapitalfondene, der over tid har bevist, at de skaber et højere afkast til sine investorer, herunder altså også de danske pensionskasser, end investeringer i børsnoterede aktier og obligationer.

I 2018 var der, ligesom de forrige mange år, høj aktivitet på det danske kapitalfondsmarked, hvor fondene var involveret i 49 opkøb og 27 frasalg af virksomheder. DVCA’s årsskrift viser, at de største kapitalfondsejede virksomheder i 2018 havde har 34.000 ansatte globalt, herunder 21.000 i Danmark. Det dækker over en fremgang i beskæftigelsen på 1,9% fra 2017 til 2018.

For yderligere oplysninger og kontakt:
DVCA’s sekretariat: 30511618

Hent rapporterner her:

DVCA’s Business angel Årsskrift 2018/2019

DVCA’s Venture Årsskrift 2018/2019

DVCA’s Kapitalfond Årsskrift 2018/2019

Læs mere om dvca her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


© Created and hosted by Group Online.