Diversitet og ESG i nyhedsbrevet juni 2021

Hele Aktive Ejeres nyhedsbrev juni 2021 kan læses her: Nyhedsbrev juni 2021

En leder af Jonathan SH. Nielsen, direktør i Aktive Ejere

Der ligger en både stor og kontinuerlig opgave i at fremme diversiteten i vores branche. Og selvom det er en problemstilling, der kan anskues fra mange vinkler, og spørgsmålet ofte lyder, om løsningen findes hos ansøgerne, hos arbejdsgiveren eller på uddannelsesinstitutionerne, så er det er et velkendt faktum, at der er længere mellem kvinderne blandt de aktive ejere, end der er mellem mændene. Det er dog ikke et faktum, som vi skal slå to streger under og bare stille os tilfredse med.

Netop diversitet bliver et vigtigt fokusområde for Aktive Ejere i den periode, foreningen går i møde på den anden side af sommerferien. Det er en del af den strategi vores bestyrelse har besluttet, og det er også et emne, der i fremtiden vil blive reflekteret i vores årlige aktivitetsrapport – på samme måde som det er et emne, vi oplever, i stadig højere grad optager mange forskellige typer medlemmer i branchen.

I tråd med ambitionerne tog Aktive Ejere del i organiseringen af Private Equity Female Academy 2021, som i denne måned blev afsluttet ved en vellykket netværksmiddag på Refshaleøen. Med Axcel, Polaris, EQT, FSN Capital og Nordic Capital som arrangører lykkedes det at afvikle et givende arrangement og en række oplysende workshops om både branchen og de karrieremuligheder, den byder på.

Den efterfølgende respons tegner et billede af, at deltagere fik en dybere indsigt i de nuancer af Private Equity-industrien, der ofte går tabt i den offentlige debat. Samtidig blev det naturligvis også diskuteret, hvilke udfordringer branchen står overfor og hvilke skridt, der allerede er blevet taget i diversitetens navn. Ikke kun for at skabe en mere alsidig og mangfoldig repræsentation i branchen, men også for at skabe et godt incitament for dem, der ønsker at gøre karriere inden for Private Equity. I Aktive Ejere ser vi allerede frem til Private Equity Female Academy 2022!

Foreningen ønsker som bekendt at repræsentere hele økosystemet af aktivt ejerskab, hvorfor der selvfølgelig er dagsordener, vi ikke må være blinde for. Øget fokus på ESG og diversitet var et drivende element i den strategiske udvikling, vi igangsatte i 2019 og i den grundfortælling, der har været helt central for os at opbygge.

Vi glæder os derfor til at rulle det arbejde ud, der består i, at ESG og diversitet også bliver en naturlig del af den årlige aktivitetsrapport.

Vi ser frem til at indlede samarbejder, der kan forsyne os med den data, vi leder efter, og til at slå os sammen med kloge hoveder, der kan give os et indblik i, hvad der rør sig i branchen, når det kommer til professionel mangfoldighed.

Med de ord vil jeg gerne ønske alle en rigtig god sommer.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


© Created and hosted by Group Online.