Skip to main content

Fremadstormende venturefond vinder pris for godt afkast og stærke investeringer i Danmark – Axcel vinder pris for stærke exits af IT-virksomheder

12. november 2019

I disse dage afholder DVCA – brancheforening danske venture- og kapitalfonde – sit årlige topmøde. Traditionen tro uddeles der her priser til årets venturefond, årets kapitalfond samt et af foreningens medlemmer, der har gjort noget ekstraordinært for udvikling af branchen.

EQT Ventures løber med venturefondsprisen

DVCA-prisen som årets venturefond går til EQT Ventures, som for blot 3 år siden stiftede sin første fond på 566 mio. euro. EQT Ventures har i mellemtiden næsten fordoblet investorernes indskud til glæde for investorerne, der gennem danske pensionskasser bl.a. tæller fremtidens danske pensionister. EQT Ventures har med sine investeringer i bl.a. Peakon og Banking Circle accelereret væksten i de to startups.

“EQT Ventures modtager prisen på grund af sin fremragende performance og investeringerne i bl.a. Banking Circle. Det imponerer, at en så ung fond som EQT Ventures, kan skabe så stor en værdi. Og så har EQT Ventures sammen med EQT VIII styrket Banking Circle markant med investeringer på op imod 500 mio. kr. Det fortjener også ros,” udtaler DVCA’s bestyrelsesformand, Christian Frigast.

Den særlige DVCA-pris går til …

Den særlige DVCA-pris for en ekstraordinær indsats går i år til business angel og ventureinvestor, Gregers Kronborg, for sit arbejde med at gøre både den danske og internationale scene lydhør over for venturebranchen:

“I takt med at venturemarkedet og iværksætterkulturen har udviklet sig, har Gregers Kronborg gennem årene virkelig været med til at sikre branchen adgang til en bred palette af investorer. Det var et behov, han så tidligt,” udtaler Christian Frigast.

Axcel vinder prisen som årets kapitalfond

Det blev Axcel, som modtog DVCA-prisen som årets kapitalfond efter et særligt succesfuldt år. Axcel har haft både stærke frasalg og opkøb. Blandt salgene findes IT-virksomhederne Conscia og EG. Axcels seneste fond, Axcel V, har investeret i bl.a. SteelSeries, der producerer gaming-udstyr, IT-virksomheden Phase One, og sædbanken, European Sperm Bank.

Sådan besluttes det, hvem der skal have DVCA-priserne

DVCA-priserne uddeles hvert år af en komite bestående af DVCA-medlemmer. Forinden komiteen mødes, har DVCA-sekretariatet flere gange udsendt en mail til alle DVCA-medlemmer med henblik på at få kvalificerede kandidater til priserne.

Medlemmerne af 2019-priskomiteen:

– Christian Frigast, formand for DVCA
– Jimmy Fussing, Managing Partner, Heartcore Capital
– Jan Johan Kühl, Managing Partner, Polaris Private Equity
– Ole Steen Andersen, business angel
– Torben Frigaard Rasmussen, business angel
– Kim Baroudy, Senior Partner, McKinsey
– Jesper Langmack, CIO Equities and alternatives, Danica
– Ulrik Spork, bestyrelsesformand, Dansk Vækstkapital II
– Rolf Kjærgaard, CEO, Vækstfonden

(Christian Frigast har ikke deltaget i uddelingen af DVCA-prisen som årets kapitalfond)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


© Created and hosted by Group Online.