Politiken debat: De åbne skattelister skal tolkes med omtanke

Som enhver anden højtid er også denne forbundet med en række traditioner. Én er, at selskaber, der ikke har betalt selskabsskat det sidste år, vanen tro korsfæstes i den offentlige debat uden skelen til, at nulskat på ingen måde behøver at være odiøst.

Tværtimod kan det skyldes, at de pågældende selskabers indtægter er anvendt som led i den almindelige drift, herunder som løn til deres medarbejdere. Eller det kan skyldes, at de gennem året har investeret i nye markeder, ideer eller anlæg.

Fra et samfundsøkonomisk perspektiv kan det faktisk være en god forretning, at en virksomhed ikke betaler selskabsskat, forudsat selvfølgelig, at det ikke skyldes snyd, men derimod, at den investerer sit overskud med henblik på at skabe nye værdier. I det lys, og inden de åbne skattelister offentliggøres, kan det derfor være på sin plads at slå nogle grundlæggende ting fast.

De åbne skattelister viser, hvor meget eller lidt danske virksomheder betaler i selskabsskat. Og ikke meget andet. Hvad virksomhederne har betalt i moms og afgifter, eller hvor meget de har udbetalt i løn til deres ansatte – og som de derfor beskattes af – indgår ikke. Listerne røber heller ikke, om de har investeret i forskning og innovation eller har gennemgået en stor digital omstilling. Listerne er også fundamentalt uegnede til at drage konklusioner om virksomhedernes skattemoral og bidrag til statskassen.

Alligevel er det, hvad mange gennem årene har gjort. Altså brugt skattelisterne som anklageskrift mod navngivne selskaber og sat lighedstegn mellem nulskat og dårlig skattemoral. Billedet er dog langt mere nuanceret.

For det første er selskabsskatten ikke en indkomstskat eller omsætningsskat, men en overskudsskat. Hvis en virksomhed ikke har overskud, skal den heller ikke betale selskabsskat, hvilket efterlader lidt af et paradoks. Nemlig, at desto lavere omkostninger en virksomhed har i form af moms, afgifter og medarbejderlønninger, desto højere selskabsskat vil den generere, og vice versa.

Af samme grund er det en fejl, hvis man anser selskabsskatten som virksomhedernes eneste eller vigtigste bidrag til statskassen. Samfundsbidraget består af langt mere: Blandt andet de arbejdspladser, den innovation og den vækst, som dansk erhvervsliv genererer.

Eftersom selskabsskatten er en overskudsskat, kan der være år – ligefrem mange år – i træk, hvor en virksomhed ikke skaber overskud, som beskattes. Selv hvis den skaber overskud, vil den ikke skulle betale selskabsskat, hvis den i forudgående år har foretaget nogle store investeringer, som den fortsat afskriver på, og som derved reducerer det skattepligtige overskud. Ligeledes kan en virksomhed have lånt pengene til at etablere sig, hvilket gør, at man har renteudgifter, der kan trækkes fra i overskuddet.

Danske datterselskaber kan også være i den situation, at de skal betale royalties ud af landet for brug af såkaldte immaterielle rettigheder, hvilket kan være med til at nedsætte overskuddet og dermed skattebetalingen. Det er der intet besynderligt i, og det spejles af, at også danske moderselskaber modtager penge for deres datterselskabers brug af patenter og varemærker.

Summa summarum: De åbne skattelister blev indført i 2012 med det formål at skabe gennemsigtighed omkring selskabers skattebetalinger, dels for at bekæmpe skattesnyd og dels for at aflive myter om selskabsskatten.

I Dansk Erhverv og DVCA, Brancheforeningen for venture- og kapitalfonde samt business angels , har vi for længst anerkendt listernes betydning i denne henseende, men vil samtidig opfordre til, at man tager dem for, hvad de er. Nemlig et kontoudtog, der viser, hvad forskellige navngivne selskaber har betalt eller ikke betalt i skat, og intet andet.

Som  led i den årlige forestilling, hvor der sættes lup på selskabers selskabsskattebetalinger, kunne det være på sin plads, om projektørerne i stedet blev rettet mod den jobskabelse, innovation, produktivitet og vækst, som er dansk erhvervslivs allervæsentligste samfundsbidrag, mens selskabsskat har en langt mindre betydning.

Det faktum fortjener faktisk sit eget spotlys, navnlig her i tiden for kyndelmisse, som er symbolet på, at vi går en mere oplyst tid i møde.

Du kan også læse debatindlæget i Politiken her