Skip to main content

Berlingske: Vi vil gøre Norden til Europas venturemekka

I et fælles samarbejde går den nordiske branche for venturekapital sammen om at løfte en ambition. Norden skal være et centrum for iværksætteri og venturekapital.

Verdens mest værdifulde selskaber er skabt på ryggen af venturekapital. Det er prominente navne som Apple, Amazon, Microsoft, Google og Facebook, som på relativt kort tid har vokset sig til giganter.

I Danmark er billedet anderledest. Her er det ikke sjældent, at de største og mægtigste selskaber er i omegnen af 100 år gamle. Hvis flere danske, yngre selskaber skal vokse sig ud af det tunge felt af mellemstore forretninger, kræver det kapital at sende dem op i erhvervslivets superliga.

Ifølge DVCA, der er brancheforening for venture- og kapitalfonde i Danmark, kræver den ambition, at Norden står sammen om at dyrke talenter og tiltrække kapital i store mængder.

“Vi vil gøre Norden til Europas venturemekka,” siger administrerende direktør i DVCA, Henriette Kinnunen til Berlingske.

Nordisk samarbejde 

Sammen har brancheforeningerne udarbejdet en onlinerapport, der analyserer den nordiske iværksætter- og venturebranchens udgangspunkt og potentiale. Det er Copenhagen Economics, der har lavet analysearbejdet for de fire nordiske brancheforeninger med støtte fra Nordisk Ministerråd.

Over en periode på fem år fra 2013 til 2017 har venturefonde i Norden rejst mere end 22 mia. kr., og nordiske virksomheder tiltrækker mere kapital end nogensinde før.

“Det giver god mening at tale om et nordisk samarbejde, fordi vi hænger sammen. Både i forhold til fonde, som ikke betragter Øresund som en begrænsning for, hvilke virksomheder der er interessante, og ude i de enkelte virksomheder, som ofte har ansatte med en rigdom af forskellige nationaliteter,” siger Henriette Kinnunen.

Kagen kan blive større

Som en del af rapporten er der et katalog af anbefalinger til politikerne i de fire lande, der ifølge brancheorganisationerne skal være med til at skubbe Norden i den rigtige retning. Det handler om stabile rammevilkår, gennemsigtige skatteregler samt bedre adgang til talent.

Torben Bager, professor ved institut for Entreprenørskab ved SDU, er enig i, at der er en lang række fællestræk mellem de fire lande, og at der er fornuft i at brande Norden som en samlet region.

Du kan læse hele artiklen i Berlingske her