Børsen: Venturefonde vil hente 19 mia til 2025-planen
Regeringens nye 2025-plan, der ventes at komme i foråret, lægger op til at øge det danske bnp med op til 80 mia. kr. i de kommende år.
Men i den plan, regeringen fremlagde i august 2016, var der initiativer til at øge bnp med 46 mia. kr. – og dermed mangler der stadig initiativer for 34 mia. kr.
Venturebranchen fremlægger 2025-udspil
I et katalog med 12 konkrete forslag melder DVCA, brancheforeningen for venture- og kapitalfonde samt business angels i Danmark, sig ind i 2025-debatten med forslag, der kan skaffe op til 19 mia. kr. i form af øgede investeringer og arbejdspladser fra investeringer i iværksætteri.
“Der er et enormt potentiale i forhold til at skabe mere vækst i Danmark. Der er kommet lidt gang i den danske vækstmaskine, og vi har lagt lidt afstand til afgrunden, men det nuværende niveau på 1-2,5 pct. vækst er jo stadig væsentligt under den historiske trendvækst. Og decideret højkonjunktur er langt væk,” siger Jannick Nytoft, adm. direktør i DVCA.
Danmark kan lære af Storbritannien
“Hvis vi i Danmark indfører iværksætterincitamenter, som minder om de britiske, skaber vi grobund for langt flere risikovillige investeringer i iværksættere og vækstvirksomheder,” konkluderer DVCA i rapporten.
Briterne arbejder bl.a. med de såkaldte EIS- og SEIS-modeller, der står for hhv. “Enterprise Investment Scheme” og “Seed Enterprise Investment Scheme”. De minder meget om hinanden og er i praksis fradrag i indkomstskatten for investeringer til udgift ved køb af aktier i mindre, ikke-børsnoterede virksomheder.
Læs hele artiklen her (kræver login)
DVCA fremlægger udspillet Vækstland 2025 i sin helhed mandag den 20. marts.